Hvem er træsmeden?
Mit navn er David Kortnum Fabricius og jeg er født og opvokset i Nees med fjord og masser skov i baghaven. Træets udtryk og egenskaber har altid fascineret mig dybt og plantet sine frø i forhold til fremtidige interesser og uddannelse. Ud over mine mange års erfaring i tømrer og murerfaget i Danmark, har jeg gennem flere ture udført special-opgaver, som tømrer og snedker i USA. Træsmeden blev stiftet i maj 2016.
Interesse for at bevare naturen
I en tidlig alder voksede min interesse for at passe på vores natur, den kombineret med en begrænset økonomisk ressource banede vejen for brugen af genbrugsmaterialer samt især øget fokus på genanvendelse af vores byggeaffald. Ofte gemmer der sig træ af den fineste slags i vores gamle huse og møbler.
Træ med historie får nyt liv
Jeg har gennem en årrække fået tilegnet mig en del genbrugstræ ved fx nænsomt at pille gamle gulve op, skille vinduer fra hinanden og hente ældre møbler hjem, for at give det hele et nyt liv i form af møbler og borde. Hvis træet kunne tale, kunne det fortælle mange historier fra præsteboliger, herregårde og husmandssteder.
Elmetræet bliver i familien
Jeg har været så heldig, at min farfar Alfred og Farmor Esther for mange år siden, plantede en hel skov omkring det der siden blev mit barndomshjem. Da elmesygen ramte Danmark måtte mine forældre Emanuel og Birgit fælde en del af skoven, heldigvis blev det hele tørret, savet op og gemt. Elmetræet egner sig særdeles godt som skærebræt både pga. træets hårdhed men også pga. elmetræet som danner de smukkeste mønstre og gør hvert et bræt unikt.